Alle indlæg af Lars Michael, Trailcast

Jeg hedder Lars Michael Sørensen og jeg løber næsten aldrig på asfalt. Til daglig bor jeg godt 800 meter fra Gribskov, og det er her jeg er, når jeg ikke arbejder eller er hjemme. Sig hej, hvis du ser mig!

Episode 3: Ultraløb for støtte og for sjov

Etapeløbet Hærvejen starter i Flensborg og slutter 297 kilometer senere i Viborg
Etapeløbet Hærvejen starter i Flensborg og slutter 297 kilometer senere i Viborg

Lydkvaliteten er desværre ikke særlig god, denne gang.

Jannik Henriksen løber til juni Etapeløbet Hærvejen, et løb på godt 300 kilometer.

Løbet bruger han samtidig som en mulighed for at samle penge ind til Julemærkehjemmene, som godt kunne bruge de ekstra penge.

Trailcast følger Janniks forberedelser til løbet, hen over foråret.

På Bornholm sidder Moses Løvstad med en gruppe venner. De er klar til det nye ultraløb, Fyr til Fyr, som løbes for første gang den 6. april.

Løbet er et godt billede på den udvikling som dansk trail er inde i: Selv om ruten er omkring 60 kilometer langs Bornholms østkyst, så blev de 120 pladser alligevel udsolgt på under en uge.

Musik af Longzijun: “San”

Episode 2: Find vej i Danmark og fra Tri til Trail

OBS: Der er en lille redigeringsfejl omkring 16:25 – den kan desværre ikke laves om, beklager!

Post 13 i Find vej i Gribskov. Posten står ved Skallerød Smørsten, som sagnet siger, Kullemanden kastede i vrede.
Post 13 i Find vej i Gribskov. Posten står ved Skallerød Smørsten, som sagnet siger, Kullemanden kastede i vrede.

Find Vej i Danmark er et stort projekt, som skal lokke flere ud i skovene og dyrke motion. Projektet er startet af Dansk Orienterings-Forbund, og noget tyder på, det er blevet en succes.

Der er Find Vej-baner over hele landet og udviklingskonsulent Martin Hedal fortæller, at antallet af orienteringsløbere er steget.

13. april 2013 er der Find Vej i Danmark-dag for skolebørn og deres familier.

Jesper Platz har på bloggen “12 måneder i Svedland” fortalt om sin lange vej til at gennemføre en Ironman. Bag efter havde han fået nok af asfalt og blev trailløber. Hør om bloggen og projektet med at skrive en bog om oplevelserne. Og hør, hvordan han får lokket sønniken med ud i skoven og løbe.

1: Casper Wakefield vinder Yukon Arctic Ultra – Danske Trailløbere

Velkommen til Trailcast! Vi løber trail som aldrig før, her i Danmark.

I første episode kan du høre om Torben Tronborg Becks facebookside Danske Trailløbere, som har opnået enorm succes på meget kort tid.

Siden er blevet samlingspunkt for mange trailaktiviteter herhjemme, men blev oprindelig til ved et tilfælde.

(Opdatering: Torben åbnede i april 2014 webshoppen DanskeTrailløbere.dk, der sælger udstyr til trailløbere).

Casper Wakefield vandt i februar 2013 det 720 km lange Yukon Arctic Ultra-løb.

Hør Casper fortælle om forberedelserne inden løbet og tankerne, da han blev klar over, at planen om sejr gik i opfyldelse.


Foto: Martin Hartley / Montane